Leveringsbetingelser

ALMINDELIGE LEVERINGSBETINGELSER NL92

for leverancer af maskiner og andet mekanisk, elektrisk og elektronisk udstyr mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige samt inden for disse lande. Udgivet 1992 af Hovedorganisationen Dansk Industri, Danmark, Metalliteollisuuden Keskusliitto - Metallindustriens Centralförbund r.y., Finland, Teknologibedriftenes Landsforening, Norge, samt Sveriges Verkstadsindustrier, Sverige.

Anvendelse

1. Nedenstående almindelige leveringsbetingelser finder anvendelse, såfremt parterne skriftligt eller på anden måde har aftalt dem. Gælder leveringsbetingelserne for en leverance, skal eventuelle fravigelser ske ved skriftlig aftale mellem parterne.

Produktinformation

2. Oplysninger i produktinformation og prislister er kun bindende i det omfang, aftalen udtrykkeligt henviser til dem.

Tegninger og andre tekniske dokumenter

3. Alle tegninger og andre tekniske dokumenter vedrørende materiellet eller fremstillingen heraf, som før eller efter aftalens indgåelse overlades fra den ene part til den anden, tilhører den part, som har udleveret dem. Modtagne tegninger, andre tekniske dokumenter eller teknisk information kan ikke uden samtykke fra den anden part anvendes til andet end det, der var formålet med overladelsen. Uden samtykke fra den anden part må det nævnte materiale ikke kopieres, reproduceres, overgives til eller på anden måde bringes til tredjemands kundskab.

4. Sælgeren skal senest ved leveringen vederlagsfrit forsyne køberen med et eller et større aftalt antal eksemplarer af tegninger og andre tekniske dokumenter, som er tilstrækkeligt udførlige til, at køberen kan udføre montering, igangsætning, drift og vedligeholdelse (herunder løbende reparationer) af alle materiellets dele. Sælgeren har dog ikke pligt til at udlevere tegninger og dokumenter, som ligger til grund for fremstilling af materiellet eller reservedele.

Leveringsprøve

5. Såfremt der er aftalt leveringsprøve, skal prøven udføres der, hvor materiellet fremstilles, medmindre et andet sted er aftalt. Såfremt tekniske krav til prøven ikke er angivet i aftalen, skal denne udføres i overensstemmelse med sædvane i den pågældende industri i det land, hvori materiellet fremstilles.

6. Sælgeren skal give køberen sådant varsel om en leveringsprøve, at køberen kan overvære denne. Leveringsprøve kan afholdes, selv om køberen ikke er repræsenteret, dersom han er indvarslet. Sælgeren skal føre protokol over leveringsprøven. Prøveprotokollen skal sendes til køberen. Prøveprotokollen skal anses for at give en korrekt beskrivelse af leveringsprøvens gennemførelse og dennes resultat, medmindre køberen beviser noget andet.

7. Såfremt materiellet ved leveringsprøven viser sig ikke at være kontraktmæssigt, skal sælgeren, så hurtigt som muligt sørge for, at materiellet bringes i overensstemmelse med aftalen. På køberens forlangende skal ny leveringsprøve derefter udføres. Var manglen ubetydelig, kan ny leveringsprøve dog ikke forlanges.

8. Medmindre anden fordeling er aftalt bærer sælgeren alle omkostninger ved leveringsprøver, som udføres, hvor materiellet fremstilles. Køberen bærer dog alle omkostninger for sine repræsentanter, herunder rejse- og opholdsudgifter, i forbindelse med sådanne leveringsprøver.

Levering

9. Er leveringsklausul aftalt, fortolkes denne i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende Incoterms.
Er ingen leveringsklausul aftalt, anses levering for sket “Ex Works”